FLAMENCO FOR NYBEGYNDERE
Hvad du kan forvente ved en flamencoforestilling
Første flamencoforestilling? Her er, hvad der sker mellem sangeren, danseren og guitaristen i en lille Barcelona-kælder, og hvorfor det rammer så hårdt.
Se El Paraigua-datoer på GetYourGuide ↗Tre stemmer, én kunst
Flamenco er reelt tre tråde flettet sammen, og en lille forestilling lader dig følge hver af dem. Cante er sangen, leveret råt og uden mikrofon af en cantaor eller cantaora. Baile er dansen — rank, stolt, med hamrende fødder. Toque er guitaren, som sætter tempoet og svarer sangeren. UNESCO optog flamenco på sin liste over immateriel kulturarv i 2010. Det, der overrasker de fleste nybegyndere, er, hvor lidt det ligner et poleret sceneshow. Det fungerer mere som en samtale — sangeren åbner, guitaren svarer, danseren reagerer, og rummet hælder ind mod dem. I det øjeblik du holder op med at vente på en historie og begynder at lytte efter følelsen, rammer det.
Cuadroen: hvem der er på scenen
De optrædende kaldes tilsammen for cuadro. I et lille lokale er det typisk en sanger, en eller to dansere og en guitarist, og dem, der ikke optræder, klapper og råber til fra siden. Ingen sidder uvirksomme hen – danseren, der venter på sin tur, holder klappen i gang, sangeren markerer takten, og alle sammen driver energien fremad. Det er en del af grunden til, at et lille lokale føles så levende: du kan se de optrædende spille på hinanden, fange et løftet øjenbryn eller et smil, når nogen rammer en passage rent. Der er en ramme, der bærer det hele, men meget af det er faktisk skabt i øjeblikket, formet af, hvordan rummet og de medvirkende føles den aften.
Palos: flamencoens stemninger
Flamenco er ikke én enkelt stil, men en hel familie af former – palos – hvor hver enkelt har sin egen rytme og sit eget følelsesmæssige udtryk, og en forestilling bevæger sig typisk gennem flere af dem. Soleáen er dyb og alvorlig, tæt på en klagesang; seguiriyaen er endnu tungere, omtrent så fortvivlet, som flamenco bliver. Så letter det – alegrías, som stammer fra Cádiz, er solrige og lette, mens bulerías er hurtige, frække og legesyge, og de sender ofte aftenen ud i et løssluppent, lykkeligt udbrud kaldet fin de fiesta. Du behøver ikke kunne navngive dem, når de passerer forbi. Men at vide, at aftenen svinger fra sorg til fest, hjælper dig med at læse dens form – de langsomme, smertende numre skal gøre ondt, og løftet, når tempoet springer op, er netop dét, det hele bygger op imod.
Palmas, compás og jaleo
Motoren under det hele er compás'en, flamencoens knudrede rytmiske cyklus. Du vil høre den holdt nede af palmas (håndklap), nogle gange pitos (fingerknips) og danserens hæles klikken. Ovenpå kommer jaleo'en — de råb, som optrædende kaster til hinanden, det velkendte ¡olé!, plus ¡vamos! og ¡así se baila! Intet af det er påtaget; det er en ægte reaktion på en god frase, og det smitter. Du er velkommen til at bidrage med din egen jaleo, når noget rammer dig — for den ene klapregel, der er værd at kende først, se vores tips længere nede. Det, der er let at misse første gang, er, at hver palo har sin egen compás, så håndklappene selv skifter form og følelse fra nummer til nummer — ikke kun tempoet.
Duende: det, som alle jagter
Taler man længe nok om flamenco, dukker ordet duende uvægerligt op. Det er det næsten mystiske gys, der opstår, når en optræden stopper med blot at være dygtig og i stedet bliver til noget, der får hårene til at rejse sig på armene. Federico García Lorca holdt en berømt forelæsning, hvor han forsøgte at definere det, og endte stort set med, at det ikke lader sig gøre – duende kommer uindbudt, den kan ikke fremtvinges eller bestilles i forvejen, og ikke hver aften overgiver den sig. Netop den uforudsigelighed er grunden til, at live flamenco i et lille lokale er det hele værd. Du er ikke der for en sikker vinder; du er der for chancen for, at det i aften hele går op i en højere enhed, og hele rummet mærker det sammen.
Du behøver ikke at 'forstå' det
Det mest værdifulde, du kan tage med dig som førstegangsgæst, er, at flamenco ikke kræver andet af dig, end at du er opmærksom. Der er ingen sprogbarriere – sangen er på spansk, men den når dig gennem stemmen, bevægelsen og rytmen, så der er intet at oversætte. Du behøver hverken kende palos eller kunne tælle compás for at blive bevæget; en hel del livslange fans kan faktisk hverken det ene eller det andet. Mød op med åbent sind, lad de langsomme numre forblive langsomme, og bekymr dig ikke om at gøre noget forkert. En lille forestilling har en behagelig varighed – omkring en time er normalt – og den er bygget til hurtigt at fange dig. De fleste går derfra med en klar fornemmelse af, hvorfor kunsten er så højt skattet.